Råber dine hjerne af dine muskler – igen

Hvad er det så lige med den smerte ❓
Har din hjerne 📣råbt af dine muskler💪 igen ?
Sådan kan det godt føles, når vi påvirkes fysisk af psykisk sygdom – hjernen råber men der sker intet
Men mit perspektiv er at der ikke er adskillelse mellem tanke, følelse og krop – det er min måde at forstå fysisk smerte ud fra psyke
🤔Kan du forestille dig en vedvarende følelse af tristhed og uden interesse for noget som helst
🤔Kan du forestille dig at have problemer med at udføre normale daglige aktiviteter
🤔Kan du forestille dig at du nogle gange kan føle at livet ikke er værd at leve
🤔Kan du forestille dig hvor meget energi det kræver – at have det på den måde
Når vi har smerte fysisk /psykisk skal vores hjerne tale højt for at få vores musklers opmærksomhed, måske endda råbe, for i det hele taget at få bevægelse i noget som helst.
Det er kommandocentralen i hjernen, rygmarven og et tons af nerveceller der kommunikerer hver bevægelse du foretager dig og får din krop 🤸‍♂️ til at bevæge sig
Men kan du forestille dig at traumer – begivenheder der ikke er blevet taget hånd om – tanker og følelser der er stagneret i kroppen giver stivhed 😧og smerte
Kan du forestille dig at det på sigt kan føre til kroniske følelsesmæssige og fysiske problemer
Så hjernen skal råbe 📣
– der sker meget mere end det: selv bebrejdelse, skyldfølelse, tankemyller og meget andet følger i kølvandet
Problemer man ikke bare kan snakke sig ud af, man kan ikke komme videre, musklerne som er drivkraft bag vores bevægelse, føles smerte fyldt hver gang de får en kommando fra hjernen om at flytte på sig.
Ved normale omstændigheder trækker muskelfibrene sig sammen og bevægelsen sættes i gang, men når man har smerte fysisk som psykisk og ser sort på livet og tilværelsen, sker der ikke ret meget
Det koster en masse energi og ressourcer i at komme i gang og uanset hvad hjernen råber og skriger er det som om at signalet aldrig når frem – og selvfølgelig, for hvor skal ressourcerne kommer fra, når alt energi er brugt på at håndterer smerte og måske det `bare ` at stå op om morgenen.
– der er på sin vis fejlsignal fra hjerne til muskel

Det er ikke svaghed – ikke at kunne tage vasketøjet ud af tørretromlen
Det er ikke dovenskab – ikke at kunne lave andet en ostemad eller tage havregryn til aftensmad igen

Mit perspektiv er at der ikke er adskillelse mellem tanke, følelse og krop – min en måde at forstå fysisk smerte ud fra psyke

I rene ord