En gang Rasmus modsat altid Rasmus modsat

Kan  du genkende  af disse handlinger og tanker:

Har jeg udviklet mig gennem hele livet  ?   – fra det der lille menneske med mega energi, der løb i stedet for at gå,-  til voksen med en energi og power der sparker r..

Jeg spørger måske om, hvorvidt min udvikling er styret af arv og miljø, med såvel de udviklingsmæssige udfordringer, jeg er blevet stillet over for, som de mere specifikke, der for eks. kan skyldes omsorgs- og følelsesmæssige svigt.

Helt overordnet tænker jeg at hvis jeg var barn i dag ville jeg nok være` bogstav barn`  nu er jeg ikke barn -men jeg synes ind i mellem at der er for mange regler for, hvad jeg MÅ og IKKE MÅ  spise / gøre / udfordre eller  sige  hvilket kraftigt øger risikoen for at jeg gør lige netop det jeg ikke må gøre

Jeg bliver simpelt hen Rasmus modsat, en stor rolle jeg har haft hele livet og måske stadigvæk har.

Da jeg var barn og min mor sagde et eller andet jeg skulle gøre, føltes det simpelt hen så uretfærdigt,

At jeg skulle lige netop det og hvorfor det og hvorfor nu? Det var det samme i skolen, når læren sagde noget.

Jeg kunne stikke af lige så hurtigt det skulle være enten i mine tanker, eller væk bare væk og jeg var hurtig.

Tænker jeg tilbage var jeg også hurtig i mine tanker og langt videre end det som min lærer gerne ville have at jeg skulle og min opmærksomhed var allerede på næste step, hvilket kunne opfattes som at jeg lavede ballade, og jeg blev smidt uden for døren.

Der var der ro og jeg kunne bevæge mig :  )

Det samme galt når jeg skulle spise, det var kl.18.00 og ikke efter hvornår jeg var sulten og  når det så er sagt, så skulle  jeg spise op og ikke kun til jeg var mæt.

Til gengæld sagde min mor altid når der var lørdagsslik – Du tømmer slikskålen, stop dig selv

(men jeg  kunne simpelthen ikke stoppe før den er tom) det er stadig lidt sådan, at når jeg først er ‘faldet i’, så spiser jeg bare videre,  også selvom jeg tænker “Stop nu!” jeg kan næsten høre min mors stemme.

Blot for at blive Rasmus modsat og spise videre i protest –    ok  protest mod hvem ? mig selv ?

Hvad er der så med den protest eller skulle jeg måske her ændre det til manglende accept af hvad der set med mine øjne er muligt.

Det er her jeg er så meget foran, med et utal af dimensioner fra mit liv.

Det ikke at accepterer at jeg kun må spise på klokke slet

Giver så meget mening i min tilgang til spiseforstyrrelse og optimering af sportspræstationer

Det ikke at accepterer at være uden for ` er noget l… men giver mulighed for noget andet

Giver så meget mening i min måde at tænke bevægelse på som kan skabe ændringer i din hjerne og krop, som intet andet kan.  Bevægelse, kan  også betyde meget andet end det at bevæge sin krop.

Det ikke at accepterer Ungdommens udfordringer/ kriser og manglende uddannelse som stop klods

Giver så meget mening når jeg ser på hvornår jeg var klar til at bruge videnskab i min tilgang

Det ikke at accepterer smerter som noget du skal leve resten af livet med

       Giver så meget mening når jeg ser på de resultater jeg har omkring mobilitet og kost i forhold til smerte ,ikke at nedprioritere motion  og god sund mad i  hverdagen , selvom du har store smerter

Det ikke at accepterer at mobilet ikke kan ændres / genskabes

Giver så meget mening når jeg arbejder med styrketræning og mobilitet træning/ genoptræning

Det ikke at accepterer at min hjerne spiller mig et puds og jeg ikke er god nok og aldrig bliver til noget                  eller for den sags skyld er noget.

Det ikke at accepterer og jeg sige til mig selv, og til andre at jeg ikke har overskud eller tid til at træne,

at andres behov er vigtigere    – børn, mand, hjem –

Det ikke at accepterer er det der har gjort det muligt for mig at coache på min måde  – med stolthed